Førhen skrevet

Det er redaktionens tanke, i kommende numre af TEOSOFIA, under ovenstående serie-overskrift at bringe tidligere teosofiske artikler, som skønnes endnu i dagens TF at have en værdi for læserne.

Der vil bl.a. være artikler af, eller om, teosofiens pionerer, hvilket gælder for den følgende artikel, og da forfatterens navn, ligesom kommende artiklers forfattere, måske ikke lige bringer genklang, vil jeg anføre en historisk rækkefølge, gældende for TEOSOFISK SAMFUNDS præsidenter:

                      Olcott, H.S.                        1875 – 1907

                      Besant, A.                           1907 – 1933

                      Arundale, C                        1934 – 1946

                      Jinarajadasa,C                     1947 – 1953

                      Sri Ram, N                          1954 – 1973

                      Coates, J                             1974 – 1980

                      Burnier, R                           1981 –

Det vil måske bemærkes, at der altid går et tidsrum inden en ny præsident kan tiltræde, hvilket skyldes at samtlige nationale sektioner af TS deltager i valget.

Nuværende Internationale Præsident, Mrs. Radha Burnier, datter af tidligere præsident Sri Ram, er nu i sin fjerde periode på posten og er i lighed med samtlige sine forgængere af meget høj uddannelse og forfatter til mange bøger og artikler.

Foreløbigt står undertegnede for valget af artikler og det er da mit håb at de vil falde i læsernes smag, selvom sprog, stavemåde og tegnsætning ikke er, hvad man ser nu til dags.

Bjørn Jensen                             

HVAD MADAME BLAVATSKY LÆRTE OS

                                                                            af C. Jinarajadasa

Jeg vilde gerne forelægge Eder den Side af Madame Blavatskys Værk, som jeg tror Menneskenes Tanker vil gøre sig mere og mere fortrolige med i Generationernes Løb. Vi er endnu alt for nær ved Begyndelsen af den store Løftelse i Verdens Tænkning, der fremkaldtes af Teosofien, til ret at kunne bedømme og vurdere den Stilling, Madame Blavatsky indtager som Pioner for en stor Verdensreform i Tænkningen.

Der er een Ting, der er karakteristisk for hele vor menneskelige Natur, og det er stadigt at fø1e os som en Enhed. Jeg mener dermed, at vi ønsker at leve, som om hele Verden omfattedes af os saa at sige i en Helhed. Der ligger i os et Instinkt, som faar os til at ønske at være Midtpunktet i vor lille Verden. Vi ønsker at fatte og nære saadanne Ideer, som Religionen byder os, saadanne Ideer, som ydes os af Videnskaben, andre af Kunsten og saa fremdeles, og fø1e, at disse Ideer ikke er indbyrdes modstridende eller eksklusive, men at de alle udgør een Del af vor Verden. Det er denne instinktive Trang i Menneskenes Natur til saa at sige at staa i Tingenes Midtpunkt, der til en vis Grad fremkaldes af enhver Religion i dens reneste og bedste tider. Men vi finder, at efterhaanden som Tiderne gaar, kommer menneskene bort fra Tingenes Midtpunkt; de forskellige Livsvirksomheder synes ogsaa at afsondre sig, og Menneskene befinder sig i et Kaos. Men Mennesket maa altid have en Slags Filosofi. Det er ubehageligt at leve i en Verden, hvor Religion er i Konflikt med vor Videnskab, hvor de kunstneriske Ideer, vi sidder inde med, ikke staar i nogen særlig Rapport til vor Religion Proces, føler vi os ilde tilpas, fordi denne Verden ikke repræsenterer den sande Verden, som vi kender i vort indre.

HENSMULDRENDE KULTUR

Naar vi ser paa Civilisationen gennem mange Aarhundreder, baade i Østen og Vesten, finder vi i den intellektuelle Verden, hvad man kan kalde en Forfaldstilstand, hvor Stenene i den intellektuelle Bygning, hvori de højeste Ånder levede, er revet ned. Se f. Eks. paa, hvad der er foregaaet i Europa i adskillige Aarhundreder.

Europas Kultur, da den var paa sit højeste, var mere eller mindre det gamle Grækenlands og Roms Kultur. Men Grækenland og Rom havde en samlende Filosofi, en Filosofi, som bragte Individet i Midtpunktet af hans Kosmos. I Grækenland var ethvert Menneske noget af en Filosof, noget af en EIsker af Videnskaben, en hel Del af en Kunstner, noget af en Mystiker. Mennesket levede dette rige Liv, og derfor følte han, at han var i Tingenes Midte. Saa kom Kristendommen.

Kristendommen bragte et nyt Sæt Værdier til Europa nemlig et intenst individuelt Forhold mellem Mennesket og Gud. I Stedet for Nødvendigheden af at forstaa Forholdet mellem Gud og Mennesket, hvilket var Temaet i Grækenland og Rom, stillede Kristendommen Temaet som det at forstaa Gud. Resultatet var en intens Flamme af Kærlighed fra Menneskenes Hjerte til Gud, men saa intens, saa overordentlig, at man i Almindelighed tabte den Holdning af Syne, som tidligere Civilisationers dannede Mennesker havde indtaget overfor Verden, som skulde være Tingenes Midtpunkt. Men den fromme Kristne havde en Følelse af, at naar man blot elskede Gud, saa var man i Tingenes Midtpunkt; følgelig var det unødvendigt at forstaa Filosofi, den Enes store Plan, Skønhedens store Mysterium – alt dette var unødvendigt.

DE MØRKE TIDSALDRE.

Efter at Grækenlands og Roms gamle Kultur var blevet afsat af Kristendommen, splittes de samlende Filosofier i adskilte Grupper. Religionen bliver det alt beherskende, Grækenlands og Roms Filosofi betragtes knap nok som en Overflødighed i livet og ses som ren Intellektualisme; Dyrkelsen af det skønne har ingen særlig Betydning for Menneskets Fuldkommenhed. Følgelig drages Menneskenes Sind ned, og saa kom Europas mørke Tidsaldre. Alt, hvad der var af Filosofi, gav sig Udtryk gennem Munkene, Aristoteles’ Filosofi

i en meget begrænset Form, og paa den nær fandtes der ingen Videnskab. Religionen blev noget meget snævert, og Verden, der var fuld af Mysterium og Mørke betragtedes som opfyldt af Djævlenes Magter. Efter Tusinde Aars Forløb kommer den store Renaissance, Lærdommens Genoplivelse; men da den kommer, er Religionen ikke længere i Stand til at bekræfte alle de forskellige Tanker og Følelser, som kommer sammen med Genoplivelsen. Videnskaben bryder meget hurtigt ud fra Religionen og staar absolut for sig selv. Fra Francis Bacons Tid indtil nu ser man, at Videnskaben ikke har noget at gøre med Menneskenes religiøse Tanker, Følelser og Instinkter. Filosofien har ogsaa udviklet sig, men den er blevet decideret Intellektualisme, der undertiden praktisk talt ikke har noget at gøre med Livets almindelige, daglige Problemer. Tag Kants, Hegels og Schopenhauers tyske Filosofier. Det er glimrende Tankesystemer; men i hvad Forbindelse staar de med de almindeligt forkyndte Religioner eller med Videnskaben? Kunsten begyndte ogsaa først under Religionens Ægide, men skilte sig meget hurtigt ud, og den blev en Kultus, der gik ud paa at søge Skønheden i Naturen, i Menneskeheden, men adskilt fra Videnskab, Filosofi og Religion. Før 1875 finder man i Europa, at for et Menneske, der oprigtigt stræbte efter at være en Sjæl og at naa ind til Livets centrale Standpunkt, fandtes der ingen tilfredsstillende Filosofi.

DEN NY ÆRA.

I alle disse Aarhundreder har man i Østen indtaget en anden Stilling. Østen har altid haft en Følelse af Tingenes okkulte Værdier, af det større Univers omkring os; men før 1875, i mange Aarhundreder, var selv Østen blevet lagdelt. Dens Filosofi var i alt for høj Grad blevet intellektuel. Skønt Folkenes Liv var religiøst, var det fuldt af en hel Del Overtro.

Fuld af okkult Kraft var Østen sig ikke denne sin Kraft bevidst, og i Særdeleshed var den sig ikke bevidst, hvilket Budskab den kunne bringe hele Verden.

Saa kom Madame Blavatsky i 1875, og hun udrettede en enestaaende Ting. Hun startede praktisk talt en ny Æra i Menneskenes Tænkning. For første Gang, efter maaske over Tusind Aars For1øb, opstillede hun i sine Skrifter et Tankesystem, der sætter enhver i Stand til atter at komme tilbage til Midtpunktet. Se hvilken Virkning det har paa Eder nu. For jer Teosoffer, som er kommen efter hende (efter hende, som banede Vejen for Eder), er Religionen ikke adskilt fra Videnskaben; heller ikke er Kunsten noget, der skal holdes tydeligt adskilt fra Eders Filosofi. I føler at de sædvanlige Grænser, der skiller Videnskab fra Religion, Filosofi fra Videnskab, Kunst fra dem alle tre, ikke længere eksisterer for Eder. I formaar at staa mere i Livets Centrum, dets Midtpunkt, og det er som om, naar I vender Eder i een Retning, Verden da er Videnskab; men naar I – Sjælen – vender Eder i en anden Retning, er den Verden, I ser, Filosofi.

Det var Madame Blavatsky, som gjorde det muligt for disse vore Generationers Mennesker at naa til dette centrale Standpunkt og bygge Bro over de Kløfter, som Generationer har frembragt mellem Videnskab og Religion, Filosofi og Kunst. Man vil ogsaa se, at hun har udrettet en anden udmærket Ting gennem sin Virksomhed. Se f. Eks. paa den religiøse Tankeretning indtil 1875. Igennem flere Aarhundreder vil man se, at en Del af Folket med indskrænket Indbildningskraft troede paa en Gud af den teologiske Type. Man ser de store Kirkeledere opfyldte af Tro paa Gud, men det er en løjerlig begrænset Gud, hvis vigtigste Pligt i Kosmos er at passe paa Jorden. Faktisk er denne religiøse Stilling overfor Gud, Teologernes Gud, blevet udtrykt gennem den sætning, at Teologernes Gud findes i Hullerne i den kosmiske Orden. I sine Skrifter udtaler Madame Blavatsky, at der er en guddommelig Lov og Orden, at selve Kosmos er Udtrykket for en Vilje, og denne slaaende Tanke har I altsaa faaet gennem hende.

STORE PRINCIPPER.

De store lærdomme, hun har skænket os, kan sammenfattes af nogle faa linier, af hvilke den første er den, jeg allerede har nævnt, at Livet ikke er deleligt; man kan ikke dele Livet i Filosofi, Videnskab, Kunst eller Religion. Det er en Vi1dfarelse, og ethvert Forsøg paa Deling bevirker altid en Indskrænkning af Ens Syn. Derfor ser man hende i Isis Unveiled (Den afslørede Isis) stadigt angribe den moderne Videnskab overalt, hvor Videnskaben vægrer sig ved at anerkende dette større Syn. Hun var en af de største Forkæmpere for det Aandelige i Materialismen, fordi hun vidste, at selv om de aandelige Ting kan have mange overtroiske Ideer, indsnævres Menneskenes Sind langt mere gennem Materialismen. Derfor hævder hun stadigt, at Livet er eet og udeleligt.

Gennem den anden Sandhed sætter hun os i Stand til at se, at der er een Menneskehed gennem Tidsaldrene. I den moderne Verden er vi tilbøjelige til ikke at regne med alle de Generationer, der har været. Vi tænker paa Grækenland, Ægypten og det gamle Indien som svundne Civilisationer, der ikke har nogen Slags Kultur-Budskab, som kan være til nogen Nytte for os nu. I sit glimrende Arbejde forbinder hun Aarhundrede med Aarhundrede og paaviser, hvorledes eet fælles Menneskehedens Liv gaar gennem dem alle, een fælles intellektuel, aandelig, religiøs Udvikling, og derfor er det, vi nu til dags ser en menneskelig Tradition gaa gennem alle Tidsaldre. Den moderne Teosof lever ikke i eet Aarhundrede, men i alle Fortidens Aarhundreder.

En tredje i høj Grad karakteristisk Ting, som hun har skænket vor tænkende Verden, er at indføre Okkultismen og dermed mener jeg Forstaaelsen af, at de usete Ting er flere end de sete, og at de sete ikke kan forstaas, før de usete tages med i Beregningen. Der er det, at hun definitivt kastede en Udfordring til den moderne Videnskab.

DEN HØJESTE FILOSOFI

I Madame Blavatskys Følge er der kommet et nyt Sæt Kræfter og Værdier. Jeg mener ikke, at hun var ene om at bringe disse Kræfter og Værdier, men at hun var Pioneren. Det var hende, der oplyste Vejen for alle disse Ideer, der er kommet efter hende angaaende Mennesket – at Mennesket ikke er syndefuldt, men en Personlighed fuld af Magt og Evne. Det er de store fremherskende Tanker, som nu er ved at vinde Magt i Verden. Hun var den, der gennem sine Skrifter oplyste Vejen for Forestillingerne om Gud – at Han ikke er en teologisk Gud, men en Gud med Fornuft, med guddommelig Visdom, hvis Metode og Planlægning vi kan forstaa. Det var hende, som oplyste Vejen for denne samme store Ide i vor moderne Generation angaaende Livet – at Livet skal samarbejde med den guddommelige Vilje.

Disse store Ideer staar som det Himmeltag, under hvilket den nye Menneskehed skal leve; og det var hende, der gik ud i Verden, ud i de Vildnis af Uvidenhed, Overtro og Fordom og de menneskelige Forestillingers splittede Verden og banede og oplyste Vejen. Som allerede omtalt, det er et Instinkt i os, at vi maa staa i Midtpunktet af en eller anden Filosofi; enhver maa konstruere en Filosofi for sig selv eller beherskes af en andens Filosofi. Hvad Madame Blavatsky har sat os i Stand til er, hver især at konstruere sin egen Filosofi og staa i Centret og overskue Universet paa en ny Maade. Den eneste Filosofi i Verden,som sætter Eder i Stand til at naa ind til det centrale i al Virksomhed, Tanke og Følelse, at føle at I gennemstrømmes af Videnskaben, at I gennemstrømmes af Religionen, at Kunsten er en Del af Eders Liv, at Filosofi er en Del af Eders Natur – den eneste Filosofi i Verden nu til dags med disse Egenskaber er den, som hun har givet os. Vi er Visdommens Vogtere. Ganske vist blev den givet til hende, men hun gav os den. Hun er den store Pioner for denne nye Renaissance, og i de nye kommende Generationer, naar Menneskene bedre kan vurdere det Arbejde, der er udført af Reformatorerne, skal vi starte en ny Tænkningens Æra ved hjælp af Madame Blavatskys Arbejde.

C.J.