Tærskelens Vogter
af Carl V. Hansen
Bragt i Psykisk Forum i maj 1971
Da tager djævelen ham med sig hen på et såre højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed; og han sagde til ham: ”Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede mig”. Da siger Jesus til ham: ”Vig bort Satan!”
Matth. 4. 8-10.
Indenfor Teosofien og de okkulte videnskaber hører man undertiden et fænomen omtalt, der betegnes som ”Tærskelens vogter”. Særlig Bulwer Lyttons berømte roman har bragt dette fænomen frem for større kredse. Tærskelens vogter skulle jo være et uhyggeligt væsen, der dvæler ved overgangen fra de lavere til de højere åndelige verdener, og alle som gennem indvielserne vil opnå det højere liv eller kosmisk bevidsthed, må møde og overvinde dette væsen.
Spørgsmålet bliver så: Hvad skjuler der sig bag dette begreb, ’Tærskelens vogter’?
Svaret er dette: Ved Tærskelens vogter menes den lavere dyriske natur i mennesket, essensen af talløse inkar- nationer i et materielt jordisk kød-legeme. Disse mange tilværelser har udviklet en overordentlig stærk, snedig og selvisk personlighed, som er den dominerende faktor i det primitive menneske. Det er denne lavere, i underbevidstheden dvælende personlighed, som i den kristne teologi har fået betegnelsen ”Mørkets fyrste eller djævelen”.
Efterhånden som den højere åndelige og etiske bevidsthed, Kristus i mennesket, fødes og udvikles, gennem mange jordlivs trængsler og lidelser, fortrænges det negative onde til underbevidstheden, – afgrundens brønd. Her lever det stadigt og danner efterhånden et center eller en pol, hvorom alle de negative og dyriske elementer i sjælen samles.
I astral- eller følelseslegemet fremtræder disse som levende væsener eller tankeformer, det man i okkultismen kalder elementaler. Disse elementaler eller tankeformer skabes i de finere åndelige verdeners substans ved viljen og imaginationen, som er den mandlige og kvindelige kraft. I det almindelige menneske foregår denne proces fuldstændig ubevidst ved instinkt-og automatfunktion. Adepterne og de store indviede mestre skaber strålende og lysende tankeformer med fuld bevidsthed og hensigt.
Disse går ud i Jordklodens åndelige atmosfære, hvor de virker inspirerende på store skabende kunstnere, viden- skabsmænd og opfindere, når de kommer i berøring med disses hjernebevidsthed.
Under sygelige og unormale sjælelige tilstande, fremkaldt f.eks. ved spiritus eller narkotika, optræder disse lavere væsener undertiden i hjerne- og dagsbevidstheden; vi har da det, der kaldes hallucinationen. Dette er rotterne og slangerne i delirium tremens.
Hos personer, der igennem mange jordliv har levet fuldstændigt selvisk og materialistisk, samler alle disse ne- gative elementer sig om et center i underbevidstheden, der fremtræder som et latent Jeg eller personlighed; og i visse givne tilfælde, under store affekttilstande, kan denne for en tid overtage føringen af dagsbevidstheden. Et sådant menneske kan, i denne tilstand, foretage de mest degraderende og umenneskelige forbrydelser, og når det så bliver ’sig selv’ igen, aner det intet om, hvad det har foretaget sig i denne tilstand. En enestående beskrivelse heraf har man i R.L. Stevensons berømte roman ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.
Denne lavere personlighed, skyggen i underbevidstheden, som den moderne dybdepsykologi også er bgyndt at tale om, lever altså i alle mennesker, som ikke igennem indvielsen har passeret tærsklen til de højere vedener og bevidsthedstilstande. Og alle må før eller senere stå ansigt til ansigt med denne sin lavere natur og overvinde og forsage den.
Det er dette, som er fremstillet i evangeliet om Jesus Kristus, der er en okkult indvielseslære; samtidig med at det er grundlaget for en af de store verdensreligioner, nemlig kristendommen. I den nye tidsalder, vi nu går ind i, vil det, der skete for ca. 1900 år siden, efterhånden blive forstået på sin rette måde, som en demonstration af det, som alle mennesker skal møde og gå igennem for at opnå det evige liv eller kosmisk bevidsthed. Det, som hindrer os i at opleve evigheds-bevidstheden, er jo netop vor lavere natur djævelen eller fristeren i os selv, og ikke et eller andet ondt væsen i universet.
Der er ingen anden nærværelse eller virkelighed i verdensaltet end den almægtige Gud eller den kosmiske bevidsthed, som er identisk med Det højeste guddommelige Selv i ethvert væsen. Denne store usynlige nærvæ- relse i ethvert menneske, er det der i Bibelen kaldes Kristus. Guds Søn eller Verdensaltets Søn.
Universet er en levende organisme. Det store drama, kampen mellem lyset og mørket, foregår, som Dostojevsky meget dramatisk har skildret det, i den menneskelige sjæl: ”Her kæmper Gud og djævelen”! Og alle mennesker, uanset deres religion – eller ikke religion. Ånden eller Selvet er evigt i alle, uanset om de tror det eller ej. Denne proces er naturligvis tidsaldres værk, og foregår i kraft af den store kosmiske lov Kredsløbets lov, der på det psykiske område viser sig som reinkarnation og karma, eller loven om stadige genfødsler i et fysisk legeme, og skæbnedannelse ved egne begær, tanker, ord og handlinger.
Denne lov om energiernes kredsløb, virker universelt og kan iagttages overalt i naturen, at forsøge på at be- nægte den, er at benægte kendsgerninger. Denne lære er ikke i strid med den kristne religion, som nogle måske vil påstå. Jesus siger f.eks. Joh. 9. kap., at den blinde mand var blind fra fødslen, fordi gerninger, den indre Guddom i ham havde gjort (i tidligere tilværelser naturligvis) skulle åbenbares.
Egenskaberne i den lavere menneskelige natur viser sig altså som levende væsner eller tankeformer, i den astrale og åndelige verden, når bevidstheden er udenfor det fysiske legeme. Dette sker hver nat under søvnen og endelig og afgjort ved døden. Men disse negative tilstande og tankeformer modvirkes naturligvis af de gode og positive egenskaber, der viser sig som lysende og strålende væsener i den højere astrale og mentale atmo- sfære. Disse lysende højere tilstande og verdener kaldes i religionerne for himlen; medens de lavere tilstande naturligvis kaldes for helvede.
Kun buddhisterne synes at have en virkelig realistisk forståelse af disse tilstande i den psykiske verden; thi i Den tibetanske Dødebog hedder det et sted: ”Alle guder og dæmoner, der viser sig for dig i de åndelige ver- dener, er skabt af dine egne tanker eller forestillinger”. Det er naturligvis af umådelig betydning at være klar over dette.
Masser af mennesker, opvokset indenfor den kristne religion ned igennem tiderne, befinder sig den første tid efter døden i en frygtelig tilstand af rædsel og kaos, fordi de ikke forstår, hvad det er, der sker omkring dem – og med dem. Dette gælder naturligvis først og fremmest dem, som har levet et ”mindre pænt liv”, og måske har begået store forbrydelser. Alt dette lever jo i deres erindring, og nu møder de det på den anden side på en måde, som de ikke kan løbe fra.
Dette er djævelen eller Tærskelens Vogter, skabt af os selv, og må overvindes af os selv.
En meget realistisk fremstilling heraf findes i en spiritistisk bog med titlen ”Ohrinzimans mærkværdige ople- velser på Jorden og i åndesfærerne” udgivet af cand. jur. B. Torstenson i Skien, Norge i 1911.
Efterhånden som den indre guddom, Kristus, i mennesket, fødes og begynder at stråle frem, så forsvinder naturligvis disse uhyggelige tilstande. Det er dette, som fremstilles i evangeliets indvielseslære. Kristi liv, som det er levet og fremstillet i evangeliet, er en demonstration af det, som alle mennesker, i åndelig betydning, skal igennem, for at opnå det samme som ham. Dette fremgår jo gang på gang af hans ord. Det er i denne betydning, at det mægtige vidnesbyrd: ”JEG ER Vejen, Sandheden og Livet,” bliver til realistisk virkelighed i ethvert menneske.
Alle jordiske mennesker er korsfæstede på skæbnens og nødvendighedens kors, som er det fysiske legeme. Dette gælder ikke blot en enkelt historisk personlighed, som levede for ca. 1900 år siden. Men fra disse døde- lige materielle tilstande skal den indre Guds søn opstå i ethvert menneske.
Når vi betragter evangeliets indvielseslære, ser vi, at Jesus straks, efter sin offentlige fremtræden og Dåben i Jordan, bliver ført ud i ørkenen for at fristes af djævelen. Dåben i Jordan svarer til det, der i den okkulte ind- vielseslære kaldes den 2. indvielse. Denne vedrører overvindelsen af begærnaturen og beherskelsen af følel- seslivets to modsætninger i astrallegemet. Der er 5 indvielser som det guddommelige Selv i mennesket skal gennemgå her på Jorden, for at opnå fuld kosmisk eller guddommelig bevidsthed og overvinde enhver men- neskelig begrænsning.
Disse 5 indvielser kan kort opsummeres som følger, efter den kristne tradition her i Vesten:
1. indvielse. Fødslen i Bethlehem, som betyder ’Brødets hus’, menneskets fysiske legeme er dannet af brød (føde). Stalden i Bethlehem er moderlivet. Her fødes Guds eller Verdensaltets søn og lægges i hjertets krybbe- rum. Centret for det fysiske legeme er i hjertet. Et lille barn ved endnu ikke, at det er til; således lever Kristus- bevidstheden endnu i millioner af mennesker i dag på Jorden.
2. indvielse. Dåben i Jordan. Efter mange jordlivs eller inkarnationers erfaringer, når den indre Kristus til mandsmodenhed, ved den mystiske alder 30 år. Han kendes af nogle få, og træder frem som en åndelig lærer for folket (menneskeslægten). Han overvinder begærnaturen i astrallegemet. Vandet er det okkulte symbol på følelseslivet. I ørkenen (ensomhed) fristes han af djævelen.
3. indvielse. Forklarelsen på bjerget. ’Et såre højt bjerg’, er det mentale plan. Luften symboliserer intelligensen eller mental-legemet. Telepatisk kontakt med andre indviede, symboliseredes i den jødiskkristne tradition ved Moses og Elias. Vejen åbenbares af den indre Gud.
4. indvielse. Korsfæstelsen og opstandelsen. Den store mester-indvielse, overvindelsen af kød-legemet og ’pattedyrets seksualisme’. Golgata betyder ’hoved pandestedet’,
De grå hjerneceller og den vågne dagbevidstheds sæde. Pineal-kirtlen og hypofysen er de fysiske genparter af de højeste okkulte centre i hovedet.
Efter kød-legemets bortfald, manifestationen af det æterisk-elektroniske lyslegeme, som bærer af bevidst- heden. (Den hvide sten. Joh. Åb. 2. kap. 17.)
5. indvielse. Ascensionen eller himmelfarten. Den endelig frigørelse fra Jordklodens tyngdekraft og naturfor- hold. Det store værk fuldbyrdet.
Verdensaltets Søn fremtræder som et frit, suverænt kosmisk væsen. Der findes mennesker på Jorden som repræsenter alle disse stadier, selv om Mestrene eller Adepterne naturligvis er fuldstændig ukendte af de store masser; men de er kendte af deres disciple – også i dag.
Til dem, som vil hævde, at en sådan mystisk indvielseslære ikke findes i evangeliet, svarer vi med Kristi egne ord til hans disciple: ”Eder er det givet at kende Guds Riges hemmelighed; men til dem, som er udenfor med- deles alt ved lignelsen.” (Mark. 4.-11).
Vi skal nu til slut betragte det indre guddommelige Selvs overvindelse af den lavere natur, dyret, fortabelsens søn eller ’djævelen’. I evangeliet er mødet med Tærskelens vogter samlet i én beretning; men vi ser tydeligt, at denne består af tre afsnit, svarende til de tre første indvielser, som alle mennesker befinder sig i, eller er på vej imod. Den første fristelse vedrører den første indvielse i det fysiske legeme, som jo kan føle sult: ”Er du Guds søn, da sig, at disse stene skal blive til brød!” Benyt disse åndelige kræfter til opnåelse af materielle fordele. Den anden fristelse har forbindelse med den anden indvielse, som vedrører beherskelsen af følelsen eller astral- legemet. Det, som det drejer sig om her, er de religiøse undere, forfængeligheden i forbindelse med beherskel- sen af store okkulte kræfter i folkets påsyn. Kast dig ned fra templets tinde uden at tage skade, og du er folkets fører og profet.
Nu kommer vi til den tredje fristelse, der vedrører den tredje indvielse, som er den første kosmiske indvielse, og den endelige overvindelse af det sidste latente onde og mørke i sjælen: ”Et såre højt bjerg” er det okkulte symbol for det mentale plan i universet, et højt åndeligt og intelligent stadium i udviklingen. Og nu kommer vi til det, det hele drejer sig om. Det sidste, der lurer i det jordiske menneske, er begæret efter magt, grænseløs magt. Magt over alle verdens riger og deres herlighed. ”De tilhører mig, og jeg giver dem til hvem jeg vil”. Den, som samvittighedsløst og hensynsløst vil benytte alle til rådighed stående midler, kan opnå den højeste materielle magt. Verdenshistorien er et vidnesbyrd herom. Men denne magt er kortvarig og forgængelig. Selv- mordet er dens æreløse afslutning. Også det er historiens vidnesbyrd.
Ved den 3. indvielse falder så den store afgørelse, om man vil virke for Det Evige og Det Gode, uanset hvad det kan komme til at koste; eller om man vil virke for det materielle og forgængelige. Med ordene og indstillingen: ”Vig bag mig Satan”! overvinder den indviede endeligt og afgjort mørket i sig selv. Han føres nu af det Højeste åndelige, princip, Faderen i Himlene, henimod den endelige sejr over det fysiske legeme og den materielle verden. Dette sker under den 4. indvielse, der i kristendommen kaldes, korsfæstelsen, og i østens religioner ”Den store Forsagelse”. Dette er løsningen af det seksuelle mysterium; men for de store masser er der endnu en lang vej til overhovedet at forstå, hvad der skjuler sig under dette mysterium.
Overvindelsen af ”Tærskelens vogter” eller den lavere ufærdige menneskelige natur, består bl.a. i det den moderne dybdepsykologi kalder sublimeringen eller forvandlingen af den seksuelle kraft. Det samme var må- let for alkymisternes hemmelige stræben. Herved bliver de lavere mørke sjælelige energier eller tankeformer forvandlet til lysende åndelig energi. Denne energi danner efterhånden det æteriske, elektroniske lyslegeme, OpstandeIsens legeme, som behersker alle naturens kræfter, gennem viljens elektriske og magnetiske egen- skaber. Men det er klart, at denne udvikling er tidsaldres værk. I Johannes Åbenbaring, som er kosmisk dybde- psykologi i universelle symboler, er der givet en fremstilling af hele denne udvikling. Denne fremstilling er givet af én, som selv personlig har oplevet det og erfaret det, nemlig Mesteren Jesus Kristus. Hvorledes man vil forholde sig overfor denne, afgør ethvert menneske for sig selv ved sit liv.
Den 5. og sidste indvielse, Ascensionen, himmelfarten eller opstigningen til det kosmiske liv, er virkeliggjort indenfor den jødisk-kristne tradition her i Vesten bl.a. af Elias og Jesus. Men flere andre, kendte og ukendte indenfor den brahmanske og buddhistiske tradition i østen, har virkeliggjort det samme store og herlige mål for den menneskelige evolution her på kloden.
Religionen, i sin dogmatiske og ortodokse form, er i færd med at spille fallit, sammen med den bestående civilisation. I den kommende nye tidsalder vil åndsvidenskaben og indvielseslæren danne grundlaget for sam- fundets og det enkelte menneskes udvikling gennem personlig oplevelse og erfaring.