NOGET OM KRAFT

Mel: Jeg plukker fløjlsgræs

Med store undrende øjne går jeg,

hvor anemonerne lyser hvidt.

Og midt i forårets lysvæld står jeg

og ser mod himlen og spørger blidt:

Hvem opfandt lærken og nattergalen?

Hvem satte knopper på birk og bøg?

og hvem bestemte, at netop svalen

sku’ være svale og gøgen gøg?

Hvad er det dog for en slags reflekser,

der kalder pindsvin og tudse frem?

Og hvem er det, der går rundt og hekser

i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?

Thi alle steder er samme under

Og samme kraft, som gør sjælen stum.

Og alle vegne går folk og grunder

på livets dybe mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne

og gi’r os grundig og god besked,

så jeg må svare på andres vegne

og formulere, hvad ingen ved:

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde

i alle levende ting, der gror,

et barn, der er som en fuglevinge,

og en lille Gud, der er evig stor.

Jeg tror, han danser i al tings hjerte.

Jeg tror, han hviler i al tings vækst.

Og alle underes under er det,

at han er ordløs og al tings tekst.

Han er i spurvenes sang i hækken,

i solsortefløjt og i hundeglam.

Og hvis de lytter til tudsens kvækken

og lammets brægen, så er det ham.

Han er i regn og hvor støv må tørste.

I vandets rislen. I træets saft.

I al det mindste, i al det største.

Den mindste enhed. Den største kraft.

Hør, blæsten synger din sang, veninde.

Se træet blomstrer på barnets bud!

Jeg tror, der lever et barn dybt inde,

en kraft, som aldrig kan drives ud.

                                                                          IIalfdan Rasmussen