RELIGION OG VIDENSKAB

Af Carl V. Hansen

Bragt i Psykisk Forum Okt. 1964

En af årsagerne til den forvirring, der hersker pa de åndelige områder i nutiden, er den, at religion og videnskab står negativt eller endog fjendtligt over for hinanden.

Dette har ikke altid været tilfældet og vil i længden ikke kunne forblive sådan, idet denne tilstand frembringer en spaltning i det menneskelige sjæleliv, som også føres udad i samfundslivet Og skaber disharmoni og utilfredshed der. Det moderne menneske har ingen tro, for det ved ikke, hvad det skal tro på. Videnskaben siger ét, og præsten siger noget andet.

Det kan være af interesse at betragte disse to forskellige synspunkter for om muligt at nå til klarhed over, hvorfra de udspringer, og om de lader sig forene.

Ved siden af selvopholdelsesdriften er trangen til at nå til klarhed over livets natur og meningen med tilværelsen en af de dybeste drifter i mennesket. Den religiøse drift eller længslen efter at nå til klarhed over livet, hensigt og mening kan ikke bortforklares eller afvises, selvom den ikke er lige stærk i alle mennesker på alle tidspunkter. Man har haft en dunkel følelse af, at det menneske, som var i stand til at trænge til bunds i livets mysterium, ville opnå uendelig kundskab og magt, ville finde det, man kaldte ”De Vises Sten”.

Ved en dybere betragtning af religion og videnskab erkender man, at disse to forskellige åndsretninger blot er to forskellige måder, at nærme sig virkeligheden på, betinget af det menneskelige sjæleliv. Man har en følelse af, at den videnskabelige metode er intellektuel og maskulin, medens den religiøse er mere kvindelig og intuitiv. Dette er netop i overensstemmelse med de to poler i den menneskelige sjæl, den aktive og den passive.

Betragter man religionen, ser man, at denne søger forklaringen på verdensgåden ved benyttelsen af den midtpunktsøgende kraft, nemlig ved at vende sig indad mod menneskets indre. Videnskaben går den modsatte vej; den vender sig imod den ydre verden og naturen, idet den mener, at det ved en systematisk udforskning af naturens kræfter må være muligt at nå til en erkendelse af virkeligheden. Begge disse retninger har deres store betydning og er lige nødvendige for den menneskelige åndsudvikling.

Den videnskabelige, intellektuelle og eksperimentelle metode fører til det herredømme over naturens kræfter, som gør en høj teknisk civilisation mulig; men den giver ingen mening for menneskets sjæl. Det er denne situation, den moderne vesterlandske og amerikanske verden befinder sig i, og her erkender man i sandhed

Mesterens ord: ”Mennesket lever ikke af brød alene … ”!

Den modsatte situation eksisterer i dag i mange af Østens lande, som den eksisterede i den europæiske middelalder. Her vender man sig udelukkende indad i verdensfjern beskuelse og religiøs ekstase. Resultatet bliver et stagnerende samfundsliv med påfølgende social undertrykkelse, sult og nød og elendighed. Ganske vist vil nok nogle enkelte, der har forudsætningerne herfor, nå til en høj erkendelse ad denne vej; men for de store masser vil det betyde uvidenhed og undertrykkelse.

Den europæiske civilisation i det 20. århundrede har givet de store masser social tryghed samt retslig og rent menneskelig beskyttelse, hvilket er et uvurderligt gode; men den har ikke formået at give menneskene næring for deres sjæle. Den væsentligste årsag hertil er den materialistiske indstilling, som er følgen af et ensidigt studium af og beskuelse af rent materialistiske tilstande og kræfter uden søgen efter en højere, åndelig årsag.

”Der skal en bred ryg til at bære gode dage”, siger et gammelt ordsprog. Det moderne menneske har ikke denne brede ryg, fordi det er uden forståelse for og

erkendelse af tilværelsens åndelige dybde og evighedsperspektiv. Dette kan

religionen alene give; men det skal være en religion, som er i overensstemmelse med fornuften og samvittigheden -med hjernen og hjertet hos det enkelte menneske. Disse ”to vidner” (Åbenbaringen kap. 11, v. 3-13), der står for Jordens Herre, kommer man ikke udenom.

Et hvilket som helst teologisk system, der går imod den guddommelige fornuft og samvittigheden i mennesket, kan man roligt forkaste. Den højeste erkendelse nås ikke igennem teologiske systemer eller kirker. Sandheden kan ikke organiseres; den beror på indre oplevelse.

Mennesker kan ikke kollektivt komme til erkendelse af sandheden. Det er en af store, materialistiske illusioner i vor tid

Samfundets opgave og funktion er at regulere og stadig forbedre de ydre, materielle forhold; men en verdensanskuelse, dvs. en erkendelse af selve tilværelsens mysterier, må den enkelte selv nå frem til.

Som man må være alene i fødsels· og dødsøjeblikket, således kan man kun alene gå ind ad den port, der fører til livet. Hvis staten skal påtage sig at give mennesker en verdensanskuelse, kan den aldrig komme til at dreje sig om andet end det, der tjener dens snævre, materielle interesser. Dette har viset nok af i vore dage. Men sjælen står overfor valget mellem Gud og kejseren – mellem KRISTUS og Pilatus; thi den bærer evigheden i sig. Derfor vil det religiøse problem aldrig ophøre med at eksistere; men det enkelte menneske må nå til lyset i sit eget indre; thi det er fra det højeste, guddommeliges selv – Mester·Selvet – i enhver sjæl, de mægtige ord lyder: ”JEG ER Verdens lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i mørke, men have livets lys!” -Og dette indre lys, som er vejen, sandheden og livet, vil føre enhver sjæl til den højeste og sidste erkendelse ad erfaringens vej.

Forholdet mellem sand religion og sand videnskab er da dette, at religionen ad indre, individuel erfarings vej vil føre den enkelte sjæl til den absolutte oplevelse af evigheden og enheden i hele tilværelsen, medens videnskabens opgave er, intellektuelt og eksperimentelt at udforske den ydre verden og naturen og derigennem stedse at udvide menneskets herredømme over naturens kræfter, gøre sig Jorden underdanig, som befalingen i Skabelsens Bog jo lød på. Dette er betingelsen for en høj civilisation. Betingelsen for en medfølgende høj kultur er den indre åndelige og moralske udvikling i det enkelte menneske gennem den religiøse erfaring. Sand religion og sand videnskab kan derfor aldrig nogen sinde komme i konflikt med hinanden, men kun supplere hinanden.

Hvor der er kamp og disharmoni mellem religion og videnskab, vil der også være utilfredshed og kamp i det menneskelige samfund. En sådan situation tjener ikke noget gavnligt formål; men foreningen mellem religion og videnskab vil til sidst føre til erkendelse af Alnaturens enhed og identitet med den store guddommelige Nærværelse i enhver sjæl og i alle sjæle. Det, som de store indviede kender som: -Den sande Gud og Det evige Liv.