af Carl V. Hansen
Bragt i Psykisk Forum i maj 1971

Da tager djævelen ham med sig hen på et såre højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed; og han sagde til ham: ”Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede mig”. Da siger Jesus til ham: ”Vig bort Satan!”
Matth. 4. 8-10.

Indenfor Teosofien og de okkulte videnskaber hører man undertiden et fænomen omtalt, der betegnes som ”Tærskelens vogter”. Særlig Bulwer Lyttons berømte roman har bragt dette fænomen frem for større kredse. Tærskelens vogter skulle jo være et uhyggeligt væsen, der dvæler ved overgangen fra de lavere til de højere åndelige verdener, og alle som gennem indvielserne vil opnå det højere liv eller kosmisk bevidsthed, må møde og overvinde dette væsen.
Spørgsmålet bliver så: Hvad skjuler der sig bag dette begreb, ’Tærskelens vogter’?

Carl Mikkelsen: ”Den Christelige Mystik”, 1894

Måske er det Gregor den Store, som har fastlagt tiderne for de kristelige fester. Det kan godt være, at det er ham; thi i “Moralium” (en overordentlig stor fortolkning af Jobs Bog) – i hvilken fortolkning næsten hele skriften er taget under behandling, viser han sig som en mester i den allegoriske fortolkning – og halvåret fra 24. december til 24. juni, mellem hvilke dage alle kristelige fester er henlagt, er en allegori af menneskets vej fra mørket til lyset. Festernes allegoriske betydning falder sammen med årstidernes; religionsskik og natur vise sig i fuld harmoni, en harmoni, til hvis forståelse vejen kun går gennem begges allegoriske opfattelse. Ære være dem, der gik denne vej, skuede harmonien og gjorde efterfølgerne delagtige i visdommen!

Artikel fra Theosophia januar 1952

Klare stjerne, du som stråler

tindrende på azur himmel …

Atter er et kalenderår udløbet, og vi står på tærskelen til et nyt, hvis rytme vi kender forud som forår, sommer, efterår og vinter, men hvis indho1d vi dog selv skal skabe. Denne ”årets rytme” er et fænomen, som gentager sig regelmæssigt og uforanderligt, fordi den styres af love, der er større end dem, menneskene har indflydelse på. Måske er det netop derfor, at vi hvert nytår manes til eftertanke og søger at udlede en større forståelse af årsrytmens mening end blot den velkendte vekslen af sæsoner og skift mellem lys og mørke.

Det er redaktionens tanke, i kommende numre af TEOSOFIA, under ovenstående serie-overskrift at bringe tidligere teosofiske artikler, som skønnes endnu i dagens TF at have en værdi for læserne.

Der vil bl.a. være artikler af, eller om, teosofiens pionerer, hvilket gælder for den følgende artikel, og da forfatterens navn, ligesom kommende artiklers forfattere, måske ikke lige bringer genklang, vil jeg anføre en historisk rækkefølge, gældende for TEOSOFISK SAMFUNDS præsidenter:

Af Kai Normann. Fra Theosophia nov.- dec.1958

Da Teosofisk Samfund i 1875 stiftedes som en organisation i den ydre verden, betød det et brud med den – indtil dette tidspunkt – gældende praksis, at den hemmelige visdom skulle bevares inden for en kreds af indviede, der gennem de forud for indvielsen gående prøver, havde bevist, at de havde nået den nødvendige modenhed. Vi ved, at Mestrene betragtede grundlæggelsen af Det teosofiske Samfund som et eksperiment.

Af Thea Hehr, bragt i Theosophia jan. 1948

I 1907 udtalte Annie Besant disse flammende ord: 

”Kom ind for at give, at arbejde, at blive indrulleret blandt Menneske- hedens Tjenere, der arbejder for Oprindelsen af en ædlere Kundskabens Dag, for Begyndelsen til Anerkendelsen af et åndeligt Broderskab blandt Mennesker”. 

(London foredrag).

Af Carl V. Hansen

Bragt i Psykisk Forum Okt. 1964

En af årsagerne til den forvirring, der hersker pa de åndelige områder i nutiden, er den, at religion og videnskab står negativt eller endog fjendtligt over for hinanden.

Dette har ikke altid været tilfældet og vil i længden ikke kunne forblive sådan, idet denne tilstand frembringer en spaltning i det menneskelige sjæleliv, som også føres udad i samfundslivet Og skaber disharmoni og utilfredshed der. Det moderne menneske har ingen tro, for det ved ikke, hvad det skal tro på. Videnskaben siger ét, og præsten siger noget andet.

Mel: Jeg plukker fløjlsgræs

Med store undrende øjne går jeg,

hvor anemonerne lyser hvidt.

Og midt i forårets lysvæld står jeg

og ser mod himlen og spørger blidt:

Hvem opfandt lærken og nattergalen?

Hvem satte knopper på birk og bøg?

og hvem bestemte, at netop svalen

sku’ være svale og gøgen gøg?

Jeppe Aakjær 1906

Idet vældige Rum, hvori Kloderne svæver,

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver

under Almagtens Pust og det Eviges Gys –

I det Tavshedens Dyb, er du sat til at vandre

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol;